Hvis I skal se på jeres klub om 10 år, så kan det være at I skal til at fokusere på at blive mere professionelle, da dedikation, vedholdenhed, passion og hårdt arbejde er vejen frem for de danske idrætsforeninger.

Det slår fremtidsforsker i firmaet, Future Navigator, Anne Skare Nielsen, fast overfor dgi.

– Derfor skal du turde give magten til dem, som er professionelle. Bare fordi det er frivilligt, så nytter det ikke noget, at der sidder nogle duksede amatører, som har et meget lavt ambitionsniveau for, hvordan tingene skal se ud. Du skal turde flytte autoriteten og bedømmelseskraften hen til dem, der er bedst til at træffe beslutningerne, siger hun.

Det betyder dog ikke at man skal ansætte fuldtidsansatte med høje lønninger. Det handler i bund og grund om at gøre tingene ordentligt og gøre sig umage. Passionen for fodbolden og klubben bør være naturligt, hvis man sidder i bestyrelsen i en klub.

Sørg for at sætte folk i de positioner, hvor de har en ekspertise. Har man en økonomiuddannet, så er det oplagt at det er kassereren osv.

– Og kan man finde ud af at finde de rette folk, så er verden en legeplads. Har man dygtige ledere, så har man jo også folk, som kan være med til at drive det. Og dygtige mennesker vil være sammen med andre dygtige mennesker. Også i idrætsforeningerne, slutter fremtidsforskeren.

Læs flere artikler i kategorien, “Bestyrelsesarbejde”, her.