“En misforståelse, der kan få enorme konsekvenser.” Så kontant udtaler Jacob Nielsen, adm. direktør i AGF A/S, om loven om kviklån til Børsen.

Og hvorfor så det?

Jo, loven om kviklån gør bankerne strafansvarlige, hvis deres logo optræder sammen med logoet fra et gamblingselskab, eksempelvis Danske Spil. Derfor daler deres interesse for sportssponsorater til et lavpunkt. Bankerne påpeger, at Danske Spil er meget aktiv – også på udlodningssiden. Bankerne kan straffes, hvis de optræder med logo, eksempelvis på samme side som Danske Spil i et klubblad. Så hård opfatter bankerne loven.

Usikkerheden er dermed meget stor lige nu. Derfor opfordrer Danmarks Idrætsforbund også lovgiverne til at lave loven om.

Breddeidrætten rammes hårdest
Hos SponsorPeople frygter direktør, Thomas Badura, at det bliver breddeidrætten, der ender med at bliver ramt hårdest af den nye lov om kviklån.

“Effekten bliver formentlig hårdest i breddeidrætten, der generelt har sværest ved at finde sponsorer, og hvor bankerne har været meget trofaste overfor de lokale klubber,” forklarer eksperten, der i over 15 år har rådgivet om sponsorater.

 

“Effekten bliver formentlig hårdest i breddeidrætten, der generelt har sværest ved at finde sponsorer, og hvor bankerne har været meget trofaste overfor de lokale klubber”

 

Bankerne risikerer at blive kriminelle
Bankerne og sparekasser er vigtige støtter i rigtigt mange lokale idrætsforeninger, og med loven om kviklån kan den støtte med ét forsvinde. Peter Froulund, marketingdirektør i Arbejdernes Landsbank udtrykker problemstillingen således overfor Børsen.

”Ude i de mindre, amatørdrevne virksomheder og sportsklubber stiger bankernes risiko. Hvis jeg laver en sponsoraftale med eksempelvis Sundby Boldklub, som dagen efter laver en aftale med Mr. Green (gamblingselskab, red.), så er jeg blevet gjort kriminel, hvis mit logo kommer til at stå i forbindelse med Mr. Green. Så uanset hvor små sponsorater, der er tale om: Som bank tvinges jeg fremover til kontinuerligt at være i dialog med klubberne om, hvad de gør, hvad de må og hvad de ikke må, så jeg ikke risikerer at sætte bankens licens over styr. Vil jeg bruge tid på det? Nej. Jeg vil finde en anden markedsføringskanal.”

Regeringen er tavs
Siden vedtagelsen af loven har kritikken været massiv, men regeringen har ikke reageret. Erhvervsminister Simon Kollerup understreger overfor Børsen, at målet var at “undgå et uhensigtsmæssigt samspil mellem spilreklamer og udbydere af kviklån, der kan fange særligt unge og udsatte i en stor gældscirkel.”

Der kan dog være en løsning på vej, hvor erhvervsministeren fortæller videre, at de er åbne overfor at finde en løsning på sportstrøjer, men at det vil kræve opbakning i aftalekredsen. Hvornår og hvorvidt det sker, er uvist. Indtil da, så brænder lunten på bomben under dansk idræt.

 

Hvilken betydning vil bankernes manglende sponsorater få for jer?
Sportsstudier.dk vil gerne høre fra jer, hvis jeres forening bliver ramt af den nye lov, som i yderste konsekvens vil betyde et farvel til bankernes og sparekassernes sponsorater. Skriv til os HER eller på info@sportsstudier.dk, så vi kan få sat endnu større fokus på det, som er en potentiel bombe under dansk idræt.